Få tryghed i jobbet for kun 50 kr./md.

 
 
 

Vedtægter for Foreningen JOBtryghed

1. NAVN OG HJEMSTED

1.1 Foreningens navn er JOBtryghed.

1.2 Foreningen har hjemsted i den kommune, hvor sekretariatet har adresse.


2. FORMÅL

2.1 Foreningens formål er på et partipolitisk neutralt grundlag at:

  • Varetage medlemmernes interesse overfor arbejdsgiverne ved alene eller sammen med samarbejdspartnere at indgå kollektive aftaler eller husaftaler, der dækker en gruppe af medlemmer.
  • Udgive et elektronisk medlemsblad, (JOBtryghed), samt via hjemmesiden generelt at rådgive og vejlede medlemmerne i ansættelsesretlige forhold.
  • Deltage, alene eller sammen med andre, i debatten om lønmodtageres forhold.
  • Formidle og udvikle uddannelses- og kursusmuligheder for medlemmerne.
  • Sikre medlemmerne juridisk og økonomisk rådgivning i ansættelsesretlige spørgsmål.
  • Sikre medlemmerne mulighed for advokatbistand i retssager om ansættelsesretlige tvister.

2.2 Foreningen kan indgå aftale med et advokatfirma om juridisk bistand og advokathjælp til medlemmerne.


3. MEDLEMMER AF FORENINGEN

3.1 Som medlemmer optages medlemmer af a-kassen ASE.

3.2 Medlemmer, der bliver udmeldt af ASE på grund af alder, og som har været medlem af ASE i mere end 5 år forud for udmeldelsen, kan forblive medlem af JOBtryghed, så længe de er erhvervsaktive, dog højest til de fylder 67 år.

3.3 Medlemskab kan opsiges med 3 måneders varsel til en måneds udgang.

3.4 Et medlem, der ikke overholder foreningens vedtægter eller på anden måde modarbejder foreningens interesser, kan af bestyrelsen ekskluderes som medlem af foreningen. Bestyrelsens beslutning kan af det ekskluderede medlem forlanges prøvet ved førstkommende ordinære generalforsamling. Begæring herom skal være foreningens sekretariat i hænde inden 14 dage efter, at medlemmet er underrettet om eksklusionen. Anmodning om forelæggelse for en generalforsamling har ikke opsættende virkning.

4. MEDLEMMERNES PLIGTER OG RETTIGHEDER

4.1 Medlemmerne betaler et kontingent, som fastsættes på generalforsamlingen.

4.2 Kontingentet opkræves kvartalsvist forud.

4.3 Pligten til at betale det til enhver tid gældende kontingent består, indtil medlemskabet er ophørt. Kontingentet indbetales via PBS/Betalingsservice eller på anden lignende måde efter bestyrelsens beslutning.

4.4 Foreningen yder medlemmerne bistand i sager vedrørende ansættelsesforhold, der er opstået efter 6 måneders medlemskab (karensperioden). Det er en betingelse for at opnå bistand, at medlemmet umiddelbart efter problemets opståen retter henvendelse til foreningen. Der kan, hvor særlige grunde taler herfor, f.eks. at spørgsmålet er af principiel karakter, dispenseres fra karensperioden. Der kan i begrænset omfang efter regler fastsat af bestyrelsen blive ydet rådgivning om indgåelse af ansættelseskontrakter i karensperioden.

4.5 Sekretariatet afgør bistandens omfang efter retningslinier fastlagt af bestyrelsen. Giver sekretariatet afslag på bistand, kan spørgsmålet indbringes for bestyrelsen til endelig afgørelse.


5. GENERALFORSAMLING

5.1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

5.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned.

5.3 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen eller mindst 1/3 af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom. Ekstraordinær generalforsamling skal være indkaldt senest 8 uger efter krav herom er fremsat.

5.4 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen ved elektronisk post til foreningens medlemmer med mindst 5 ugers varsel. I indkaldelsen skal angives hvilke anliggender, der skal behandles på generalforsamlingen. Såfremt forslag til vedtægtsændringer skal behandles på generalforsamlingen, skal forslagets væsentligste indhold angives i indkaldelsen.

5.5 Emner, der ønskes behandlet på generalforsamling, skal fremsættes skriftligt til bestyrelsen senest 3 uger før generalforsamlingens afholdelse.

5.6 De til generalforsamlingen tilmeldte medlemmer får senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse tilsendt endelig dagsorden, revideret årsregnskab og eventuelt øvrigt materiale.

5.7 Møde- og taleret på generalforsamlingen har medlemmer, der senest 3 uger før generalforsamlingens afholdelse skriftligt har anmeldt sin deltagelse. Stemmeret har medlemmer med mere end 6 måneders medlemsanciennitet. Møde- og stemmeret kan alene udøves ved personligt fremmøde.

5.8 Dirigenten leder forhandlingerne på generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivning og dennes resultat.

5.9 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende:

  1. Valg af dirigent.
  2. Valg af referent og stemmetællere.
  3. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  4. Forelæggelse af årsregnskab til godkendelse.
  5. Forelæggelse af budget til orientering og vedtagelse af kontingent for det kommende år.
  6. Indkomne forslag fra bestyrelsen eller foreningens medlemmer.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.  
  8. Valg af revisor.
  9. Eventuelt.

5.10 De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpelt flertal, medmindre vedtægterne foreskriver andet.

5.11 Over det på generalforsamlingen besluttede udarbejdes referat, der underskrives af dirigenten.


6. BESTYRELSE

6.1 Foreningen ledes af en bestyrelse på syv medlemmer, der sammensættes som følger:

6.1.1 Indtil tre medlemmer udpeges af bestyrelsen for a-kassen ASE.

6.1.2 Resten af  medlemmerne vælges af generalforsamlingen for et år ad gangen. Generalforsamlingen vælger endvidere to suppleanter, som indtræder i bestyrelsen, når et generalforsamlingsvalgt bestyrelsesmedlem udtræder i valgperioden.

6.2 På det første bestyrelsesmøde efter den ordinære generalforsamling vælger bestyrelsen en formand og en næstformand.


7. BESTYRELSENS VIRKSOMHED

7.1 Bestyrelsen indgår den under pkt. 2.2 nævnte samarbejdsaftale.

7.2 Formanden skal sørge for, at bestyrelsen holder møde, når dette er nødvendigt. Formanden skal indkalde bestyrelsen, når et medlem af bestyrelsen eller revisor fremsætter begæring herom.

7.3 Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer deltager i mødet.

7.4 Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal, medmindre andet er anført i disse vedtægter. Formandens stemme er i tilfælde af stemmelighed afgørende.

7.5 Over forhandlingerne i bestyrelsen skal der udarbejdes et referat, der underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen. Et bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutninger, har ret til at få sin mening indført i referatet.

7.6 En næstformand træder i formandens fravær i enhver henseende i formandens sted.

7.7 Bestyrelsen kan meddele prokura.


8. TEGNING OG HÆFTELSE

8.1 Foreningen tegnes af bestyrelsens formand eller næstformand i forening med ét bestyrelsesmedlem eller af hele bestyrelsen.

8.2 For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser.


9. ÅRSREGNSKAB

9.1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

9.2 Inden 4 måneder efter hvert regnskabsårs udløb udarbejder bestyrelsen eller den daglige ledelse i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom et årsregnskab.


10. REVISION

10.1 Det i 9.2 nævnte årsregnskab skal revideres af en revisor.

10.2 Det af revisor reviderede årsregnskab forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse, jf. 5.9, punkt 4.


11. ØKONOMIFORVALTNING

11.1 I overensstemmelse med formålsbestemmelsen træffer bestyrelsen beslutnig om anvendelse af foreningens midler.

11.2 Bestyrelsen kan foretage rimelige henlæggelser til konsolidering af foreningen.

11.3 Bestyrelsen kan ikke tillægge bestyrelsesmedlemmer, revisorer og personer, der indtager en ledende stilling i foreningen, andre ydelser end et vederlag, som ikke må overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang. Tilsvarende gælder for den, der er knyttet til en af de nævnte personer ved ægteskab eller fast samlivsforhold.

11.4 Ydelse af lån og sikkerhedsstillelse for lån til den i 11.3 nævnte kreds er ikke tilladt.

11.5 Ethvert aktiv, som foreningen ejer eller fremtidig erhverver, skal lyde på Foreningens navn og skal så vidt muligt noteres som tilhørende denne.


12. ÆNDRING AF VEDTÆGTER OG OPLØSNING

12.1 Forslag om ændringer af foreningens vedtægter eller om foreningens opløsning kan kun behandles, når forslag herom er optaget på dagsordenen for en generalforsamling, og skal for at få gyldighed vedtages af generalforsamlingen med mindst 6/10 flertal af de tilstedeværende medlemmer af foreningen for så vidt angår vedtægtsændringer og for så vidt angår foreningens opløsning med mindst 7/10 flertal af de tilstædeværende medlemmer af foreningen.

12.2 Besluttes det at opløse foreningen, vælger bestyrelsen en likvidator, og foreningen opløses efter reglerne om opløsning af kapitalselskaber ved solvent likvidation. Den efter opløsningen tiloversblevne formue indskydes i en fond, hvis formål det er efter ansøgning at yde støtte til medlemmer af a-kassen ASE.


Vedtaget på generalforsamlingen den 20.12.2011.

 
 
 
 

CMS - Content Management System by SiteLoom